Borgerne får udleveret en tablet og en mindre opbevaringskuffert med måleudstyr, som de kan bruge til at foretage målinger derhjemme. Via appen Telma (Telemedicinsk Monitorerings Applikation) kan borgerne svare på spørgsmål om deres helbred. De bruger måleudstyret til at måle fx puls, blodtryk og vægt. Målingerne overføres via Bluetooth fra måleudstyret til Telma-appen, hvor borgerne kan indsende dem.
Udlevering af udstyr til hjemmemåling
I Region Midtjylland leverer Fælles Service Center tablets og måleudstyr, som borgerne får udleveret derhjemme eller direkte på hospitalet. De sundhedsfaglige på hospitalerne kan nemt bestille det ønskede udstyr til borgerne til udlevering på en ønsket opstartsdato. Derudover kan de bestille udstyr til hospitalernes lokale depoter, så det er klar til udlevering direkte på hospitalet.
Fælles Service Center sørger for, at udstyret er klargjort og pakket i en mindre opbevaringskuffert, så udstyret let og sikkert kan opbevares i borgernes hjem eller medbringes på farten. Borgerne bliver grundigt oplært i brugen af udstyret og Telma-appen, så de er trygge ved at påbegynde hjemmemålingerne.
Returnering af udstyr
Når borgerne ikke skal bruge udstyret mere, kan de sundhedsfaglige bestille en returnering af udstyret, hvor Fælles Service Center henter det hjemme hos borgeren. Borgeren har også mulighed for at sende udstyret retur til Fælles Service Center med pakkepost.
Når udstyret kommer tilbage til Fælles Service Center, bliver det tjekket for fejl, nulstillet og rengjort, så det kan benyttes til andre borgere.
Vi hjælper, hvis borgeren har brug for support
Opstår der behov for yderligere vejledning eller tekniske udfordringer, mens borgerne anvender udstyret, kan de kontakte Fælles Service Centers supportcenter (link til support og bestillingssiden). Supportcenteret kan vejlede borgerne i brugen af udstyret og Telma-appen og løse tekniske udfordringer. Supporten kan desuden fjernovertage den udleverede tablet for bedre at kunne yde den rette hjælp og problemløsning.
Vejledning eller teknisk problemløsning tilbydes også som fysisk supportbesøg, hvor en medarbejder fra Fælles Service Centers supportcenter kører hjem til borgerne, hvis sagen ikke er mulig at løse på afstand, og der eventuelt er behov for at ombytte det udleverede udstyr. For nogle borgere kan et fysisk supportbesøg skabe større tryghed, hvis teknikken giver udfordringer.